Så blev det ENDELIG forår med højt solskin, store is og om muligt endnu højere humør. Solen har stort set hele weekenden skinnet fra en skyfri himmel og jeg har både cyklet og gået tur i det fine vejr – det er jo ikke til at vide hvor længe det holder, så det er med at komme ud mens tid er.
Desværre er en stor tilbagevendende begivenhed ved forårets komme, at man også er nødt til den der irriterende forårsrengøring af hele hjemmet. Foreløbigt har jeg gladelig udsat den, men den går vist ikke længere.
Sagen er bare den, at jeg virkelig hader at gøre hovedrengøring, og da jeg også er elendig til løbende at gøre rent, så er der ikke rigtigt nogen vej uden om. Hvis det endelig skal være kan jeg bedre lide at gøre rent end rydde op og min kæreste har det lige omvendt, så heldigvis kan vi dele det lidt op på den måde, men sjovt bliver det nu aldrig.
En af mine veninder fortalte mig så lige, at de skulle have forårsrengøring i ejerforeningen næste weekend. Det vil kort fortalt sige, at ALLE i foreningen skal hjælpe med at rydde op på fællesarealer som fx have og cykelkælder og derudover skulle der vist også males nogle opgange og sætte hegn op ved deres grill areal.
Pludselig er jeg MEGET glad for at bo i Lejelejlighed uden den slags forpligtelser, jeg har mere end nok i den 2-værelses vi bor i. Jeg kan selvfølgelig godt se, at det andet skaber et vis fællesskab mellem alle beboerne og at man måske også passer ekstra godt på tingene når man selv er med til at passe dem. Men det synes jeg nu heller ikke er noget problem i en lejelejlighed.