I bund og grund handler det om personlige grænser. Jeg kan ikke sige, hvad det var der gjorde udslaget, det var ikke een bestemt handling der fik mig til at skifte mening. Min datter Louise er 11 år, en dejlig glad pige – men hun har længe klaget over at det sociale i hendes klasse ikke fungerede. Rent konkret var der en stor gruppe af pigerne, der havde lavet en gruppe, og de holdt de andre piger udenfor.
Jeg har aldrig set Louise som et mobbeoffer. Hvis nogetsomhelst ville jeg have svoret på at det ville blive os der blev ringet op en dag, og fik fortalt at hun havde været efter de andre. Louise er en stærk pige. Der var flere hændelser, hvor hun kom op og slås. En gang sad hun ude på toilettet og græd, mens de andre piger råbte grimme ting ind af døren. Jeg har ingen illusioner om at mit barn skulle være en engel. Jeg ved, at hun kan være en lille bandit. Men det kunne jeg ikke sidde overhørigt, så jeg kontaktede skolen, hvorefter en konstruktiv dialog begyndte. I dag går det meget bedre.
Det skal være i orden
Mit barns skolegang skal have ordentlige vilkår. Både fysiske og psykiske. Det skal rammerne i vores hjem også være. De psykiske rammer er jeg selv med til at sætte. For at sikre, at de fysiske rammer også er i orden nu og på sigt, har jeg kontaktet art tek via art-tek.dk for at få dem til at udarbejde en vedligeholdelsesplan for vores store hus. Det er sådan en stor kasse fra starten af 1900-tallet. Huset er derfor kommet ud over den første ungdom, og vel også den anden og tredje. Det ændrer ikke på, at vi er meget glade for huset og vil gøre meget for, at huset forbliver i forsvarlig stand. Dels for vores egen skyld, men også når og hvis vi skulle finde på at sælge vores hus på et tidspunkt. Det er alt andet lige noget nemmere at sælge et velholdt hus end en villa-fald-sammen, med mindre man går efter segmentet, som ønsker at rive det hele ned og bygge det op igen.
På det mere personlige plan gør jeg også hvad jeg kan for at holde mig i “pæn stand”. Det gør jeg ved at spise nogenlunde fornuftigt og træne et par gange om ugen. For nyligt opfordrede en af mine veninder mig til at prøve noget boksetræning. Først var jeg lidt skeptisk, for det lød som en masse store brovtende fyre, som bare stod og smadrede løs på sandsække. Jeg tog dog med alligevel. Jeg må sige, at det var lige noget for mig. Det er hårdt, meget hårdt. Den første gang kunne jeg nærmest ikke gå dagen efter boksetræningen. Mine muskler var slet ikke vant til at blive udfordret på den måde. Stille og roligt er jeg dog blevet bedre til det og må sige, at det har strammet op de rigtige steder. Så det var godt set af min veninde.
