Der er rigtig mange, som inden for et eller andet felt, tror på noget som er lidt mere alternativt, end hvad andre tror på. Det kan være hvad der er sundt at spise, nye og specielle religiøse overbevisninger, naturmedicin eller noget helt fjerde. Jeg er vokset op i en noget alternativ familie, hvor mange familiemedlemmer har nogle idéer, der ikke minder om noget normale mennesker går og tænker på. Min søster går for eksempel meget op i yoga og østens mysterier, mens min far er voldsomt betaget af naturfolks religioner, mere præcist den slags som indianerne praktiserer. Hans storebror, altså min onkel, er tilhænger af en indisk guru og går derfor kun i lilla tøj, hvilket ser ret så komisk ud.
Mor tager prisen!
Hvis vi skulle lave en konkurrence i hvem der var mest alternativ, og måske mest skør i omverdenens øjne, går prisen til min mor. Hun tror vist nok på alt alternativt, som man overhovedet kan finde på. Hver eneste gang jeg ser hende, er der noget nyt i spil. Hun har lavet terapi med sten, haft en periode hvor hun brændte duftpinge og æteriske olier af, lavet medicin af urter og været fuldblods veganer, bare for at nævne det seneste. Jeg ved ikke hvad det er der gør, at lige min familie er så søgende efter alternative forklainger. Selv har jeg aldrig været tiltrukket af sådan noget og synes faktisk, at det er en smule komisk. Det synes min far ikke, den dag han slog hovedet i søvne, fordi han havde overset den sten min mor havde lagt under hans pude, for at kurere hans forkølelse.