Aldrig mere, er det mig der skal tage en graviditetstest. Det er helt slut nu. For nogle måneder siden fik jeg så at sige ryddet hele butikken på en mistanke om kræft. Heldigvis, viste det sig at være en falsk alarm, og bare en stor muskelknude. Men alligevel lidt af en forskrækkelse.
Nu ved jeg, hvad jeg ved – men kan ikke bruge min viden til så meget. Jeg agter at lade den “gå i arv” til mine to store piger. De er for ikke så længe siden blevet kønsmodne og sexuelt aktive. Heldigvis har vi et forhold så de fortæller mig ting. Igen heldigvis – ikke alt, men lige akkurat nok til at jeg kan følge med i deres liv, og hjælpe hvis det er nødvendigt.
Det var så underligt, forleden da Chloe på 17 kom til mig, og sagde at hun måske var gravid. Hendes menstruation der ellers altid er regelmæssig var udeblevet – 10 dage forsinket. Hun har været kæreste med Henrik i 3 år – det er nærmest en menneskealder i deres alder – og hele familien betragter ham som en del af os. Alligevel, synes jeg at det ville være alt, alt for tidligt hvis min store, lille pige skulle have et barn. Chloe græd og var ulykkelig. Hun svor, at de altid havde beskyttet sig, og sagde at hun ikke ville være en af de unge mødre. Hun har planer for sit liv det barn – hun ved hvad hun vil, og normalt ved hun også hvad hun skal gøre. Men denne ene gang, havde hun mest brug for sin moar.
En lektion og en varm kop te
Jeg tog en dyb indånding – helt ned i maven, og kyssede mit barn på håret. Jeg forsikrede hende at vi nok skulle komme igennem dette her på en ordentlig måde, og sagde at Henrik også skulle informeres. Det var så vigtigt at hun talte med ham også.
Jeg startede med at lave en god, kop varm te og så satte vi os hen til computeren. Jeg viste Chloe, der ellers er meget mere ferm til den slags end jeg, hvordan pcen også kan bruges. Jeg klikkede os ind på matas webshop hjemmeside, matas.dk. Jeg surfede hen til matas medicare hvor vi fandt en graviditetstest som vi kunne bestille online. Ikke fordi jeg synes det er flovt, men Chloe ville hellere dø end at hente den i en fysisk butik. Jeg kunne sagtens have gjort det, men jeg synes det var vigtigere at lære hende at klare det selv.
2 dage i helvede – jeg vidste godt at det var slemt for min unge. Men jeg havde lovet højt og helligt ikke at sige noget til hendes far. Så jeg holdt bare hånden over hende når han sagde at hun var sær og sur. Helt sikkert opførte hun sig ikke som hun plejede. Da testen ENDELIG (det føltes som en evighed) ankom trak de 2 unge mennesker sig ind på badeværelset, mens jeg lod som om jeg ikke var nysgerrig. Heldigvis, slap de med forskrækkelsen, og jeg er lykkelig for at jeg var her til at give en lektion – en fiskestang og ikke en fisk, og at mit skønne barn er ved at være voksen.
